Dømmer ingen

 

Weekendavisen 28 maj 1998, 3. sektion Bøger side 14

 

Forsoning. Den store spanske forfatter Fernando Arrabal vender i ny roman tilbage til sit livs vigtigste historie: Historien om faderens forsvinden under Den spanske Borgerkrig.

 

Af VIVECA TALLGREN

Fernando Arrabal: Teatro Completo. 2.198 sider. Espasa Calpe.

Ceremonia por un teniente abandonado. 264 sider, Espasa Calpe.

DA Fernando Arrabal fyldte 60 år i 1992, blev han hyldet i Paris med et stort illustreret værk, Arrabal Espace. I et af bogens mange indlæg sammenholder forfatteren Milan Kundera Arrabal med Cervantes. Sammenligningen går især på den humor, de to forfattere har til fælles – en humor, der sandsynligvis hos begge har sit udspring i en ambivalens over for deres spanske fædreland.

Begge var de tvunget til at forlade landet på grund af fremherskende fordomme mod anderledes tænkende. I modsætning til Cervantes, der ikke nåede at opleve sin kåring til en klassiker i spansk litteratur, har Arrabal omsider fået oprejsning efter i mange år at have figureret som sit lands sorte får.

I februar i år udkom hans samlede teater i forlaget Espasa Calpes serie »Clásicos Castellanos« med titlen Teatro Completo. Med dette to-bindsværk på over to tusind sider har Arrabal nu også fået en plads blandt den spanske litteraturs klassikere. Selv om Arrabal i de seneste år med stor succes har udgivet flere romaner og et par essaysamlinger, er han ikke holdt op med at skrive teater: »Teatret er min normale måde at udtrykke mig på, og jeg vil blive ved med at skrive teater. Jeg har lige opført to nye stykker i Paris.

Teatret er som en pludselig forelskelse, og når jeg mærker den, skriver jeg meget hurtigt. Et teaterstykke er fire kærlighedsbreve«, udtalte han til dagbladet ABC i anledningen af udgivelsen.

KUN kort tid efter teaterudgivelsen udkom Arrabals nye roman, Ceremonia por un teniente abandonado (Ceremoni for en forladt løjtnant), som efter hans eget udsagn er den vigtigste bog, han hidtil har skrevet. Bogen handler om hans egen far, der forsvandt sporløst som offer for Den Spanske Borgerkrig.

Der er således en tilbagevenden til det univers, han skildrer i sine første værker. Selvom Arrabal kun var fire år, da faderen forsvandt, har denne altid været til stede i hans liv og indirekte i hans forfatterskab. Trods anmodninger fra forskellige spanske forlag har han dog ikke før nu følt sig i stand til at skrive om disse begivenheder, som han tidligere kun har behandlet i fiktiv form, bl.a. i filmen Viva la muerte (1970), Brev til general Franco (1972) og romanen Baal Babylon (1977). Den nye roman bevæger sig på to planer: et dokumentarisk og et fiktivt. I den dokumentariske offentliggør Arrabal alle de dokumenter, han har fundet om faderen i spanske arkiver samt nogle breve til og fra hans mor. I den fiktive del følger man faderens skæbne, som den former sig i Arrabals fantasier og drømme. I denne del indgår også brudstykker af romanen Baal Babylon og teaterstykket De to bødler. Handlingen begynder den 17. juli 1936 i Melilla, hvor Arrabals far gjorde tjeneste i den spanske hær. I de første tre kapitler følger man time for time planlægningen af den militære opstand, der startede Den Spanske Borgerkrig den 18. juli. Parallelt følger man faderen, Fernando Ruizbal, der intetanende sidder og maler. Først om aftenen bliver han bekendt med oprøret, som han på grund af sin republikanske overbevisning nægter at deltage i, hvorefter han arresteres. Sideløbende beskrives sønnen Fernando Davids barndom i Ciudad Rodrigo, efter at faderen er blevet fængslet. Han bor hos sine bedsteforældre, mens moderen arbejder i Burgos som sekretær for den frankistiske administration. I hjemmet er den fængslede fader totalt tabubelagt og beskrives som »en myte omgivet af tavshed«. Fernando David flytter med sin mor til Madrid. En dag sætter moderen et sort bind på sin søns jakke og meddeler ham, at hans far er død. Syv år senere finder Fernando David i moderens gemmer en række dokumenter og papirer, der afslører, at faderen først var blevet dødsdømt, men senere fik dommen konverteret til 30 års fængsel. At han efter at være blevet forflyttet til forskellige fængsler til sidst blev overført til et sindssygehospital, hvorfra han var flygtet år 1942. Efter denne opdagelse tilspidses forholdet mellem Fernando David og hans moder. Faderen bliver nu hans moralske forbillede – et helgenbillede, som faderen næppe ville kunne leve op til, hvis han en dag trådte ind ad døren, indrømmer Arrabal.

BEVIDSTHEDEN om faderens skæbne forstærker sønnens fantasier om hans martyrium. Da Fernando David indlægges med tuberkulose på et sanatorium, drømmer han en nat, at moderen angiver faderen og sammen med to bødler deltager i torturen af ham. Fernando David finder i spanske arkiver en række dokumenter, der kaster et forklarende lys over hans mareridt på sanatoriet. Af en korrespondance mellem moderen og fængselsledelsen fremgår det, at moderen ønskede at få faderen indlagt og erklæret for sindssyg på grund af selvmordsforsøg – en påstand som der viste sig ikke at være noget belæg for. Det endelige opgør mellem moderen og sønnen sker i en bitter brevveksling, hvor sønnen i skarpe formuleringer bebrejder moderen hendes forræderi og løgnagtighed. Han får svar på tiltale af moderens ven, kommandant Jotefon, der opfordrer ham til i stedet at skrive til Franco.

Kapitlet ender med et uddrag af Arrabals berømte brev, der indledes med følgende ord: Deres excellence Jeg skriver dette brev med kærlighed. Uden mindste skygge af had eller bitterhed, er jeg nødsaget at fortælle Dem, at De er den mand, der har voldt mig mest smerte… Romanen slutter med et forsonende kærlighedsbrev til moderen på hendes 90-års fødselsdag. I brevet sammenligner han deres skæbne under Borgerkrigen med martyriet i en kinesisk legende om to elskende, der dømtes til at blive bundet sammen med kæder og begravet levende i en brønd.

Da bødlen senere skulle finde deres jordiske rester, fandt han i stedet de orme, der havde fortæret dem. Arrabal tror på livets ambivalens og ønsker derfor ikke at dømme nogen. »Hvis jeg skulle dømme nogen, ville jeg dømme situationen, historien, der fremprovokerer så grufulde tragedier«.