Et rent finsk land

 

 

Berlingske Tidende 8 januar 1991, 1 . sektion side 9

 

 

Viveca Tallgren er cand. phil., kultur- journalist. Hun er finlandssvensker, bosat i Danmark i 30 år og dansk statsborger.

 

 

Af VIVECA TALLGREN

 

Jo mere Europa går mod en internationalisering, des mere synes den lokale nationalisme at blomstre op rundt omkring.

I Danmark føler mange den danske kultur truet af de mange muslimer, og i mit hjemland Finland har man været konsekvent og lukket porten for indvandrerne, selv om frygten nu stiger for de sultne russere, der truer med at invadere landet. I Finland findes der også grupperinger, der arbejder på at fryse landets svenske mindretal, finlandssvenskerne, ud og gøre Finland til et rent finsk land.

Modsætningsforholdet mellem Finlands finsk- og svensksprogede befolkningsgrupper har rødder helt tilbage i 1800-tallets sprogstridigheder.

I november blussede den gamle sprogdebat op igen med fuld kraft, da Rigsdagens kulturudvalg med knap majoritet krævede, at den obligatoriske svenskundervisning i de finsksprogede grundskoler skulle sløjfes og blive valgfri, ligesom finsk også skulle blive valgfrit i de svensksprogede skoler.

Forslaget gav anledning til en heftig reaktion især fra finlandssvenskerne, der følte det som et angreb på dem som minoritet. Den endelige rigsdagsafstemning i december blev dog en klar sejr til en fortsat obligatorisk svensk- og finskundervisning med 157 stemmer for og 30 imod forslaget.

Bag kampagnen mod »tvångssvenskan«, som den kaldes af svensk-modstanderne, står finskhedsforbundet, »Suomalaisuuden Liitto« – en fanatisk antisvensk organisation, der arbejder på udelukkende at fremme den finske kultur og det finske sprog.

Et af de antisvenske argumenter var bl.a., at finnerne skal læse svensk i skolen udelukkende for finlandssvenskernes og svenskernes skyld. De pro- svenske argumenter gik derimod især på, at Finland ikke blot bliver isoleret fra Norden og det nordiske samarbejde, hvis finnerne ikke kan tale svensk, ja også internationalt, mener nogle.

Selvfølgelig ville man kunne kommunikere på engelsk, som er det første fremmede sprog i de finske skoler, men så ville der ikke længere være tale om et rent nordisk samarbejde, hvis kommunikationen ikke foregår på et nordisk sprog, hed det. Andre hævdede også, at kendskabet til svensk ville lette indlæringen af både engelsk og tysk.

Det har heller ikke skortet på groft sarkastiske bemærkninger fra det svenske folkepartis formand, forfatteren Jörn Donner, mod dem, der går ind for afskaffelse af den obligatoriske svenskundervisning. »Man kan jo ikke anklage dem for overdreven intelligens«, var et af Donners berygtede gensvar på rigsdagens talerstol.

I den svensksprogede avis Hufvudstadsbladet har man kunnet læse et debatindlæg, der påpegede, at Finlands berømte nationalepos »Kalevala« i sin kerne er alt andet end finsk, men derimod »blot en bleg kopi af originalen:

den iranske skabelsesberetning«.

Den for øvrigt meget interessante kulturhistoriske udredning af Kalevalas oprindelse virkede imidlertid en smule irrelevant i argumentationen om svenskundervisningen i skolerne. Dybest set er den slags modargumenter også et udtryk for, at finlandssvenskerne ikke blot føler det som et angreb på deres sprog, men også som et angreb på dem selv som mindretal.

Personligt tror jeg også, at det på længere sigt ville være katastrofalt at gøre svensk og finsk til valgfrie fag i hhv. de finsk- og svensksprogede skoler. Sandsynligheden for at eleverne ville vælge et andet og mere »spændende« fremmedsprog i stedet for er stor. For finlandssvenskerne ville det være endnu mere katastrofalt. Finsk er et svært sprog med sine 16 kasus, men hvis man skal bo i Finland, bør man kunne tale og skrive finsk. Omvendt er svensk, som før nævnt, en vigtig port til det nordiske samarbejde.

Men hvorfor alt det postyr, når det svenske mindretal kun udgør seks pct.

af Finlands totale befolkning og primært kun bor i de sydlige kystegne og Österbotten i Vestfinland?

En fanatisk frygt for »fremmedelementer«, som vi jo også kender den i Danmark, hænger nok delvis sammen med mindreværdsfølelser eller en svag identitet i kulturel eller psykologisk henseende. Med henblik på den finsk- svenske sprogdebat må man for at forstå den til bunds også søge svaret i Finlands historie.

Det svenske mindretals oprindelse har rødder helt tilbage til det 12.

århundrede, hvor den første svenske kolonisering af Finland fandt sted i forbindelse med korstogene. Sverige beholdt siden sit herredømme over Finland helt op til 1809, hvor de tabte Finland til Rusland. Op til 1917 var Finland et autonomt storfyrstendømme inden for zarens rige.

I løbet af de første decennier af 1800-tallet opstod en finskhedsbevægelse, fennomanien, der efter så mange års fremmed herredømme ville fremme det finske sprog og skabe en kultur, der var ægte finsk. Som eksempel kan nævnes, at lægen og sprogmanden Elias Lönnrot i 1835 begyndte at samle de mange folkelige myter og sagn, han havde hørt under sine rejser i Karelen og Lappmarken, og de blev til det berømte nationalepos »Kalevala«.

Denne opvågnende finske nationalisme mødte imidlertid stærk modstand især fra embedsmandsstanden, der talte svensk. De sproglige modsætninger var nemlig også klassemodsætninger, idet svensk var den dannede og privilegerede klasses sprog.

Som en modvægt mod fennomanien opstod i 1860′erne en svensksindet bevægelse, svekomanien, der prøvede at modarbejde de finsk-nationale bestræbelser. Blandt svekomanerne var der fanatiske elementer, der anså finnerne for at være en laverestående race end de selv. De svensksprogedes overlegenhedsfølelse over for finnerne holdt også længe efter selvstændighedserklæringen i 1917 og grundlovsstiftelsen, der fastslog, at Finland er et tosproget land. Finlandssvenskerne bevarede positionen som et økonomisk privilegeret mindretal, selv om den ikke kan siges at være særlig markant mere. Det er også en udbredt misforståelse, at alle finlandssvenskere i dag udgør en overklasse. Finlandssvenskerne har både middelstand og en almue, der hovedsagelig består af landmænd og fiskere.

Men selv under min opvækst i Finland (jeg er finlandssvensker) eksisterede der fordomsfulde opfattelser af finnerne blandt finlandssvenskerne. Min generation, der hører til efterkrigsgenerationen, begyndte imidlertid at tage afstand fra disse fordomme, og svensk-finske ægteskaber blev mere almindelige, selv om de også kunne være forbundet med visse vanskeligheder.

Da min finlandssvenske veninde blev gift med en finne, nægtede hendes forældre at komme med til brylluppet.

Siden jeg flyttede til Danmark i 1961 har jeg imidlertid også oplevet, hvordan svensk gradvis er blevet mere og mere reduceret til fordel for finsk.

Under mine besøg i Finland har jeg også oplevet at blive skældt ud i forretninger o.l., fordi jeg talte svensk. Det har danske turister, der forsøgte sig med svensk, også været ude for, indtil finnen opdagede, at de var danskere, og så blev tonen en anden og venligere.

Man kan jo ikke fortænke finnerne i, at de har følt sig forulempede efter så mange års svensk overherredømme og foragt. Det har sat sig som dybe sår i finnernes bevidsthed. Men finnerne kan jo heller ikke løbe fra deres historie. Selv om det svenske mindretal er der som et levn fra det svenske overherredømmes tid, så er den svenske hegemoni dog ved at være fortid.

Spørgsmålet er også, om det i det lange løb kan betale sig at blive ved med at bære nag over fortidens fortrædeligheder, og det er jo trods alt også et privilegium at leve i et tosproget land.

Og hvis et rigt epos som »Kalevala« skulle have elementer af iranske skabelsesmyter i sig, så er det jo også en bekræftelse på, at sammenblandinger af forskellige kulturer kan være meget frugtbar. Så vidt jeg ved, er Danmarks nationalhelt, H. C. Andersen, også blevet inspireret af Østens eventyrtradition.

I den internationalisering, der er ved at udvikle sig, bliver den fremtidige udfordring for os europæere nok at vise en gensidig respekt for hinanden uanset sproglige, racemæssige eller historiske relationer, forudsat at vi ønsker en fredelig sameksistens med hinanden.