På finsk er følelser noget, man danser

  

Information  2 august  2000, 1 . sektion side 12

 

 Af Viveca Tallgren

 

 Verdens førende tango-by næst efter Buenos Aires hedder Seinajoki og ligger i Finland, og der findes næppe to byer, der er så forskellige fra hinanden som den argentinske metropol og det lille midtfinske provinshul med sine knap 30.000 indbyggere.

 Den betydningsfulde position har Seinajoki fået, fordi byen hver sommer er vært for Finlands største tango-festival, Tangomarkkinat (tango-markedet), hvor byen fyldes med danseglade finner, der strømmer til fra nær og fjern.

 Undertiden runder besøgstallet de 100.000, og i de fem dage festivalen varer, er der tango overalt, ja selv i varehusene danses der.

 

 Altid i mol

 Finland er nemlig det eneste land i verden ved siden af Argentina, hvor tango er blevet en del af den nationale folkekultur.

 Den finske tango er dog en forenklet udgave af den argentinske.

 Figurerne er knap så komplicerede som i den argentinske, men gåtrinene og takten er der, ligesom det også er manden, der fører.

 Man danser også meget tæt og med lukkede øjne, og sangene går altid i mol.

 Finnerne er tavse og generte af naturen, og derfor fungerer tangoen for dem som en formidler af følelser.

 »Det er også lettere at danse en finsk tango tæt indtil hinanden med lukkede øjne. Det er også betydeligt lettere at høre sætningen Jeg elsker dig sunget end selv at udtale den til den, man elsker,« konkluderer den svenske tangoekspert Carl Gunnar Åhlen.

 

 Fik sin sjæl i krigsårene

 De første finske tango opstod i 30 erne og fik både sjæl og form i krigsårene.

 Toivo Karki (1915-92) og Unto Mononen (1930-68) er de to største tangokomponister, hvis sange er blevet udødeliggjort af talrige tangosangere, bl.a. Olavi Virta, Henry Theel og senere Eino Gron, Reijo Taipale samt de mange sangere, der optræder på festivalen i Seinajoki.

 I 60 erne og 70 erne var interessen for tango i Finland dalende, men i 80 erne fik den en genopblomstring. I 1985 blev den første tango-festival afholdt i Seinajoki og Finlands første tango-konge udkåret.

 Tre år senere valgte man også en tango-dronning. Sidenhen har den store sangfinale med valget af årets tango-kongepar været en stor mediebegivenhed og festivalens absolutte højdepunkt.

 I dette års finale blev den bedste sang Oot tassa, oot poissa (Du er her, du er borte) komponeret af Hauge Piispanen, og vinderkongeparret blev Mira Kunnasluoto og Antti Raiski.

 Men som den finske tangoforsker Pirjo Kukkonen skriver i sin bog Tango Nostalgia, har festivalen bidraget til den finske tango-lyriks overlevelse, selvom de nye tangoer er præget af en tiltagende sentimentalitet og overfladiskhed.

 

 Byen bestormes

 I dagene op til festivalen begynder folk at strømme til byen, og samtlige parkområder og parkeringspladser bliver fyldt til bristepunktet af campingvogne og telte. Hotellerne melder udsolgt flere år i forvejen, hvorfor mange af byens indbyggere har øjnet en mulighed for at tjene lidt ekstra ved at leje deres hjem ud.

 Mange besøger festivalen år efter år, men i år bragte den regnfulde sommer færre gæster end beregnet. Billetsalget rundede de 30.000 ­ man havde regnet med det tredobbelte.

 Efter åbningsparaden gennem byens gader indviede sangeren Risto Nevala dette års festival med kendingsmelodien La Cumparsita i Tangokatu, Tangogaden, hvor det daglige gadebal løber af stabelen. Her danses der tango fra tidlig formiddag til de lyse morgentimer.

 Den finske tangofestival er en folkelig fest, som næppe finder noget sidestykke i den konkurrenceprægede og lidt kølige atmosfære, man undertiden møder i det københavnske tangomiljø.

 Her er det folket, der danser: tykke og tynde, børn, unge og gamle, nogle i kondisko og joggingdragt, shorts og sandaler, andre i festskrud og stilethæle.

 

 Fyldt danseskole

 Selv i regnvejr danses der, om det så er med regnfrakke og gummistøvler på.

 Der findes alle mulige variationer af trin fra de mere raffinerede, hvor manden indimellem elegant bøjer kvinden ned mod marken til de enkle lidt slæbende gåtrin, men takten holdes altid og ofte forbløffende godt.

 Omkring Tangogaden findes der et hav af boder, der sælger souvenirs, hatte, tango-plader, pizza, paella og grillstegt fisk, og øltelte, hvor stemningen er høj.

 Har man ikke lært at danse tango, kan man gå på danseskole i de fem dage festivalen varer.

 Finlands mest populære danselærer Åke Blomqvist og hans kone Leena er et fast islæt i tangofestivalen, og den store sal, hvor undervisningen foregår, plejer altid at være tæt pakket med elever. Åke Blomqvist kan efter årtiers erfaring som lærer direkte se på personer, om de har forudsætninger for at kunne danse. Ifølge ham er nutidens kvinder for selvstændige og veluddannede til, at de vil slappe af og lade sig føre.

 

 Kulturudveksling

 I festivalprogrammet indgår også koncerter, opvisninger og en dansekonkurrence, som dog ikke nyder den samme mediebevågenhed som sangfinalen.

 Sidste år indgik kulturrepræsentanter for Buenos Aires og Seinajoki en aftale om at lave en kulturel udveksling.

 I Buenos Aires optrådte finske tangosangere og -dansere for et begejstret argentinsk publikum, der fandt den finske tango både smuk og eksotisk. Det finske publikum på dette års Seinajoki-festival var ikke mindre begejstrede for Sexteto tango-orkestret og danseparrene Mariana Avena/Carlos Varela og Alicia Orlando/Claudio Barneix, der optrådte i byens Alvar Aalto designede teater, bl.a. også med en argentinsk udgave af en finsk tango.

 Tangofestivalen afsluttes med det kongelige bal i en af byens store sportshaller, hvor tango-kongen og -dronningen og de andre finalister underholder.

 Men efter festivalen »er torvet og alle steder øde, som var der sket en kernekraftkatastrofe,« udtale en af Seinajokis beboere til den lokale avis.