Weekendavisen 19 december 1996, 3 . sektion side 3

 

Biografi. Arrabal piller helteglorien af sin helt Cervantes.

 

Af VIVECA TALLGREN

Fernando Arrabal »Un esclavo Ilamado Cervantes«, Espasa Calpe, Madrid 1996.

Fernando Arrabal: »Un esclave nommé Cervantès«, Plon, Paris 1996.

iFØLGE en arrestordre fra 15. september 1569 udstedt i Madrid blev den 21- årige Miguel de Cervantes Saavedra dømt til at få højre hånd hugget af i fuld offentlighed samt 10 års landsforvisning. Årsagen til straffen var, at han havde såret en vis Antonio de Sigura i en duel.

Den spanske forfatter Fernando Arrabals bruger denne dom som udgangspunkt for sin biografi »Un esclavo Ilamado Cervantes« (En slave ved navn Cervantes). Bogen udkom i år både i Frankrig, hvor Arrabal har boet siden 1954, og Spanien, og anmeldelserne har været begejstrede i begge lande. I april blev bogen belønnet med »Le Grand Prix« af den franske forfatterforening »La Société des Gens de Lettres«.

Det var ikke uden grund, at Cervantes skabte sin udødelige figur Don Quijote, der som en anakronisme rider ud i verden med illusionen om at blive ridder. Hans bedrifter kom bl.a. til at repræsentere menneskets tilbøjelighed til at skabe illusioner om egen storhed som følge af en manglende erkendelse af virkeligheden.

I Spanien er der også opbygget en næsten tilsvarende heltemyte om forfatteren til Don Quijote og hans stormfulde livshistorie. Som eks. kan nævnes Luis Astrana Marins biografiske syvbindsværk, hvis titel »Vida ejemplar y heroica de Miguel de Cervantes Saavedra« (Miguel de Cervantes Saavedras eksemplariske og heroiske liv) må siges at være en kontrast til Arrabals ydmyge ditto.

I sin meget personlige tolkning af Cervantes tager Arrabal også hul på nogle af de mest indgroede myter om den spanske nationalforfatter. Af flere grunde betragter han dommen over Cervantes som en skelsættende begivenhed, der blev afgørende for, hvordan hans liv herefter udformede sig. Ganske vist nåede Cervantes at flygte i tide og undgik den grusomme straf, men fantasierne om den afhuggede hånd har forfulgt ham som et traume resten af livet, hvilket afspejler sig i flere af hans værker.

Der er imidlertid også en anden detalje i Arrabals bog, der hidtil ikke har været kendt for offentligheden. Dokumentet med den kongelige arrestordre fra 1569 blev fundet i 1820, men de historiske arkiver beordrede det hemmeligholdt for offentligheden. Grunden hertil var, at den slags domme almindeligvis blev udstedt mod homoseksuelle i det 16. århundrede.

En kontroversiel forfatter som Arrabal, kendt som Spaniens »enfant terrible«, har også selv mange erfaringer med at være forfulgt for sine meninger. En blasfemisk udtalelse om fædrelandet kostede ham en måneds fængsel under Francos regime, der for øvrigt også berøvede ham hans far. Det er derfor med en vis ildhu, at Arrabal i sin bog drager en parallel mellem forfølgelsen af kættere og anderledes tænkende i Inkvisitionens tid og under Francos diktatur. Parallelt med den rent biografiske redegørelse giver han også en både farverig og oplysende beskrivelse af Filip II’s regeringstid i det 16. århundrede, dvs. det samfund, der opfostrede og påvirkede digteren.

Bogens 47 kapitler spænder tidsmæssigt fra Cervantes fødsel i 1547 til 1571, hvor han deltog som frivillig soldat i slaget mod tyrkerne i Lepanto- bugten. Arrabal har også bebudet udgivelsen af en anden del af biografien, der omhandler Cervantes’ femårige fangenskab som slave hos den tyrkiske statholder i Algier.

Efter det indledende forord om Cervantes’ dom springer Arrabal tilbage i tiden til forfatterens dåb i byen Alacalá de Henares og hans familiære forhold. Det, der især interesserer, er den mødrene del af familien, der nedstammede fra omvendte jøder – en kendsgerning i Cervantes’ biografi, der også har været fortiet. Oldefaderen, Juan Luis de Torreblanca, blev offer for forfølgelserne af omvendte jøder i Spanien i det 15. århundrede. Kongehuset Trastamara indledte i Kastilien allerede i det 14. århundrede en streng antisemitisk politik. I 1492 underskrev kongeparret Ferdinand og Isabella et dekret, der enten tvang jøderne til at omvende sig til kristendommen eller forlade Spanien. »Hvis et samfund baserer sig på vold, er det nødvendigt at finde en syndebuk for at udkanalisere den. I Cervantes’ Spanien blev denne rolle tildelt de omvendte jøder,« skriver Arrabal.

Man regner med, at ca. en halv million forlod landet, men mistanken om, at det store antal »conversos«, omvendte jøder, stadig i hemmelighed praktiserede deres religion, førte til oprettelsen af Inkvisitionen.

Arrabal forsøger i sin bog at gøre rede for, hvordan denne antisemitiske politik må have terroriseret Cervantes’ familie og hermed også ham selv, til trods for at han havde sine dåbsattester i orden. Der blev foretaget grundige undersøgelser af samtlige menneskers dåbsattester og slægtstavler, der skulle være totalt rene for »jødisk blod«.

Arrabal har i sit forfatterskab talt de marginaliseredes og forfulgtes sag. Når han i sin biografi nævner Cervantes’ litterære inspirationskilder, fremhæver han i særdeleshed Feliciano de Silva (1492-1558), mest kendt for sine ridderromaner og efter sigende også en af de mest nedvurderede forfattere i eftertidens litteraturhistorie. Ikke uden en vis spydighed spørger Arrabal sig selv, hvordan det kan være, at Cervantes har haft en så stor interesse for en så »ringe« forfatter og retter hermed indirekte et angreb på menneskers tilbøjelighed til at forkaste det, de ikke forstår.

»Don Quijote« er kendt som en parodi på de spanske ridderromaner, hvis popularitet i Spanien også var dalende mod slutningen af det 16. århundrede.

At Cervantes hermed også har villet parodiere de Silvas romaner, benægter Arrabal pure. De Silvas bøger rummer i lighed med de fleste ridderromaner nøglen til alkymiens og den hermetiske litteraturs hemmeligheder, forklarer Arrabal, der selv er stor tilhænger af den alkymistiske filosofi. Det var netop det dobbelttydige sprog i de Silvas forfatterskab, som fascinerede Cervantes så meget, konkluderer Arrabal.

I bogens sidste del vender Arrabal tilbage til den kongelige arrestordre, som han tog udgangspunkt i. Man kender ikke den nøjagtige årsag til duellen mellem Antonio de Sigura og Cervantes, men mange biografer mener, at den skyldtes en kvinde – en påstand Arrabal overhovedet ikke er enig i. Efter hans overbevisning har denne Antonio de Sigura haft en stærk aversion imod Cervantes og hans homoseksuelle tilbøjeligheder og har derfor spredt ondsindet sladder om ham. Cervantes har efter al sandsynlighed af ren ydmygelse og krænkethed manet til duel og måtte derefter flygte over hals og hoved til Rom for ikke at miste sin hånd.

I Rom var han ansat i et års tid som kammertjener hos den unge kardinal Acquaviva, og stik imod alle katolske moralforestillinger er Arrabal ikke i tvivl om hvilke orgier, der udspillede sig bag kulissen i kardinalens sovekammer.

Bogens sidste kapitel handler om Cervantes’ deltagelse som soldat i søslaget mod ottomanerne ved Lepanto-bugten. Hans tapperhed og heltemod i kampen trods et feberanfald plejer at lovprises i næsten Don Quijote’ske dimensioner. Arrabal vover endnu en gang at pille ved den nationale myte og hævder, at det hverken var heltemod eller den eventyrtrang, man så gerne vil tillægge Cervantes, der bragte ham til Rom. Cervantes flygtede fra Acquaviva og meldte sig som soldat af ren og skær ulykkelig kærlighed, og under søslaget har han slet ikke kunnet leve op til den bravur, man tillægger ham, skriver Arrabal. »Han kunne knap nok stå oprejst.«

Selvom Arrabal har pillet helteglorien af Spaniens nationalforfatter, er han en stor beundrer af Cervantes. Dette afspejles også i hans roman »La hija de King Kong« (King Kongs datter) om en forældreløs pige, der flygter fra sit asyl i Spanien og overlever alkens genvordigheder, fordi hun har Cervantes med i bagagen.

Det, der især interesserer Arrabal, er Cervantes’ modernitet. »Han var både anti-konformist og dobbelttydig og en stor fortaler for friheden. Det gjorde ham sammen med Shakespeare og Montaigne til en forløber for vor moderne tid,« udtalte Arrabal i et interview.

I bogens slutning spørger Arrabal sig selv, om Cervantes havde skrevet sin geniale roman »Don Quijote«, hvis han selv havde fået Cervantes-prisen i litteratur (Cervantes-prisen er en af de største litterære priser i Spanien i dag), og konkluderer, at »Quijotismen ikke er forenelig med succes«.

Viveca Tallgren er oversætter