Inkognito

Weekendavisen 22 december 1995, 3 . sektion side 8

 

Novelle. Anne-Marie Berglund modtog Det Svenske Akademis Litteraturpris 1995 bl.a. for sin novellesamling »Raserier«, hvorfra vi bringer »Inkognito«: En 5-årig flytter hjemmefra.

 

 

Af ANNE-MARIE BERGLUND

Hvor mange gange… (har man sagt A må man sige B) er jeg nødt til at vende tilbage? Sproget er en fælde. Rejserne var således ingen nytte til?

Fortælle om den første gang? Hvordan første gang, får I aldrig nok! Sig da hvad som helst, for du kan jo ikke andet. Eller tie? Allernødigst. Du kan ikke en gang være stille et øjeblik mere.

Nu er jeg der igen, går i de der gader, kroppene ligger henslængte i sengene som brugte håndklæder. Jeg kender hver eneste fold i dem, hver eneste krog, lugten kender jeg, jeg ved præcis, hvor på min krop hver eneste af disse hænder vil havne. Den ene trykker først i nakken, den anden tager fat i foden, en anden stryger over kinden, over lænden, av, det er dér, jeg snart knækker. Jeg kan det hele udenad. Da det sker i det »virkelige liv«, kunne jeg det allerede, for i min bevidsthed var det hele sket, før jeg blev født.

Ja, så slemt er det. Hvem ville ikke have en lille overraskelse! Hvordan skal man kunne have nogen livsluft, jeg mener lyst. Luft og lyster er et og det samme, tænk på lattergas. Nåh ja, glem gassen, tænk på åndedrættet. Hold op med at tænke og træk vejret i stedet for. Du er nødt til at trække vejret, sagde han, tyrkeren Erol i Paris, han var så ung, at han ikke forstod, at jeg havde fået et eller andet galt i halsen. Gisp, sagde han. Luften skal helt ned i underlivet. Underlivet. Selv red han på en hest over Anatoliens vidder.

Hans lyseblå øjne forsvandt ind i hovedet, da han brølede Ah, ah! Men han skal få sin egen novelle en dag. Alle skal få noveller. Jeg kender damen, der deler noveller ud.

Tag ikke barndommen fra børnene for tidligt, lad dem gå i korte bukser og livstykker så længe som overhovedet muligt, beholde de uldne strømper på, da de ser ud til at holde særlig meget af dem. Måske fordi de kradser. Lad dem miste deres tænder, lægge dem i en metaldåse og grave dåsen ned i fred, før I blander jer i deres liv. Lad dem blive venner med hunde, kænguruer, til og med rotter, hvis der ikke er andet ved hånden, før de til sidst vender sig mod deres egen race, og jeg mener mod, for til bliver det sjældent.

Sommetider er det hende, der er mig. Sikken en Lady, Madame, siger araberne på torvet. Men jeg kan ikke lide deres påståelighed. Åh, det er dér, det umulige sidder. Et eller andet sted må vi begynde, selv om det kun er tilsyneladende. Ærede herskab, den, der intet hellere vil end at tale, har sjældent noget at sige. Det er ikke tale, han vil, men have mening. Bare jeg dog kunne glæde nogen med en rigtig fortælling. Mine forældre ville blive ubeskriveligt glade. Og jeg kender andre, der ville blive misundelige. Da jeg var fem år, gik jeg hjemmefra. Det er ikke kun Pavesc, der har beskæftiget sig med Le Métier de Vivre. Vi er en masse små børn, der i en tidlig alder begyndte at klare os selv, og det har ikke noget med økonomi at gøre.

Jeg kom til Paris. Jeg havde en lille rød taske og blev straks kaldt for Hørtop. Jeg lærte mig sproget og skrev hjem til mine forældre, at jeg havde det godt. Det var ikke sandt, og det ville aldrig blive sandt, for jeg ville aldrig få det godt, aldrig, aldrig. Mine forældre havde lært mig en ting, at aldrig stave aldrig med to l’er. Det viste sig at være vigtige kundskaber.

Nej, det var slet ikke svært at komme frem. Jeg var jo så lille, at jeg kunne snige mig ind under afspærringer og forbi billetluger og endda græde mig frem til lidt barmhjertighed, hvis det kneb. Jeg græd på en meget poetisk måde, det fik jeg at vide længe efter, at mange kunne lide min måde at græde på. Når visse børn græder, lyder det bare ynkeligt, andre lyder ubehageligt aggressive, som om de havde ret til noget her i livet, og mange lyder simpelt hen dumme. Men min hulken lød altså poetisk i mange menneskers ører. Du burde optræde på La Scala eller Metropolitan, sagde man til mig, længe før jeg vidste, hvad disse navne stod for.

Men endnu var jeg kun et lille barn, tag ikke barndommen fra børnene for tidligt, lad dem gå i korte bukser og livstykker så længe som overhovedet muligt, beholde de uldne strømper på, da de ser ud til at holde særlig meget af dem. Måske fordi de kradser. Lad dem miste deres tænder, lægge dem i en metaldåse og grave dåsen ned i fred, før I blander jer i deres liv. Lad dem blive venner med hunde, kænguruer, til og med rotter, hvis der ikke er andet ved hånden, før de til sidst vender sig mod deres egen race, og jeg mener mod, for til bliver det sjældent.

Jeg var det første barn, der udvandrede. Det fik jeg også at vide bagefter, da jeg bladede i gamle udklip. Det forbavsede mig, ja, så ud til at være en løgn, for jeg var stødt på så mange rollinger, der var meget mindre end jeg selv. Men jeg begynder at indse, at de, der skriver artikler i avisen, lider af en sygdom, der viser sig ved, at de er nødt til at bøje alle adjektiver i superlativ. Største, første, bedste, værste og så videre.

Det er en erhvervssygdom, lægerne ser ikke ud til at tænke, at bøjninger og ordfordrejninger kan være et symptom på sygdom, og at en passende medicinering burde gives.

Men på den anden side er den moderne lægevidenskab jo så ung. Send dem til Epidaurus, ville man have sagt i gamle dage. Der i tavshedens dal skal de nok komme af med deres floskler og logorreer.

Du skal begynde i skole næste år. Vi har allerede udfyldt alle formularer og betalt afgiften. Dit værelse står her og venter. Nytapetseret! (billedet af Elvis har vi smidt ud). Alle små piger farer vild en gang imellem, men så kommer de hjem igen. Vi har også været små, hver eneste en i hele familien.

Far var en lille dreng, og mor var en lille pige, selv om du ikke tror på det. (Fra forældrenes brev) Og jeg er overbevist om, at rengøringshjemmet for ordvrængere og gentagere og tørvetrillere bliver oprettet i en snarlig fremtid. Såfremt vi ikke skal forpestes af de verbale uddunstninger. Hvorfor dette mit nag mod netop denne sygdomskategori? Andre perverse er vel heller ikke så behagelige at have at gøre med. Jo, fordi jeg, netop jeg, blev skrevet i stykker af disse sleskeprinser med suffikser på hjernen. De lod mig aldrig være i fred.

»Femårig pige på flugt!«

Men det var kun begyndelsen, så blev det: Femårig pige minsandten forud for sin tid! Femårig pige durkdreven så det kan forslå noget! Hvordan klarer en femårig pige sig i Bois de Boulogne? Hvad mon forældrene tænker? Hvad mon den femårige finder på næste gang? (de havde faktisk skrevet næste gang, hvilket gjorde mig glad). Er den femårige egentlig en rigtig femårig, hvad hvis hun er fyldt seks? Hvad er hun ude på, vi er ved at være trætte af at lede efter hende. Den femårige har en hemmelig plan, hun er sandsynligvis i maskepi med andre femårige elementer. Herregud, nu har den femårige slået til igen, hvad tænker pigebarnet på? Forældrene stortuder. Sådan blev de ved, og jeg kunne ikke undgå udklippene, for der var altid en eller anden pålidelig pædagog, der sendte dem til mig. Selv om jeg gjorde alt, hvad jeg kunne for at være inkognito.

Jeg købte tilmed paryk og begyndte at bruge højhælede sko, satte en mouche på kinden, selv om det var umoderne. Det gjaldt om ikke at være moderne, men usynlig for sine fjender og synlig kun for dem, der sandsynligvis kunne blive éns venner.

Har man sagt A, må man sige B… jeg husker ikke, hvem der bankede den sætning ind i hovedet på mig, men allerede i min lille femårshjerne gjorde jeg oprør mod dem. Alfabetet er langt, tænkte jeg, B leder til C og så videre. Altså bliver man sat fast ved det første bogstav. Hvis jeg tager af sted, slipper jeg måske for herseriet, tænkte jeg. Og kan springe frit mellem bogstaverne. Jeg havde endnu ikke hørt om Collège de France og lignende frie skoler ude i verden, hverken om surrealister eller dadaister eller pointilister.

Jeg havde bare på fornemmelsen. Efter den barndom, jeg har haft, var det min eneste mulighed, have på fornemmelsen og følge instinkterne. Visse dage troede jeg virkelig, at jeg var en hund snarere end et pigebarn. Jeg sneg mig med snuden mod jorden og snøvlede. De dage endte altid med et eller andet intermezzo, på ingen måde morsomt, mere som et spark bagi på vovsen. En masse arme og ben, og ansigter og viljer, der blev trukket i forskellige retninger.

Jeg forstod, at mit instinkt til og med var farligere end min mangel på dannelse.

Mine forældre skrev breve i løbet af hele den første tid. De havde lært at skrive i folkeskolen og så nu dette som et enestående tilfælde til at praktisere. Dumme var de ikke, de stavede rigtigt for det meste og indledte hver sætning med stort bogstav.

Vort kære barn Hvad er nu dette? Du er kun fem år og allerede på egen fod. Vores lillebitte fod som vi tog sko på. Vores lillebitte pige, som vi har set fra det første øjeblik. Ja, vi så i hvert fald dig, inden du opdagede os! Vi er helt forfærdede. Far er mest vred, og jeg, mor, er ked af det.

Du skal begynde i skole næste år. Vi har allerede udfyldt alle formularer og betalt afgiften. Dit værelse står her og venter. Nytapetseret! (billedet af Elvis har vi smidt ud). Alle små piger farer vild en gang imellem, men så kommer de hjem igen. Vi har også været små, hver eneste en i hele familien.

Far var en lille dreng, og mor var en lille pige, selv om du ikke tror på det. Du skal se fotos, når du kommer tilbage, vi syntes, du var for lille til fotos, derfor har vi ikke vist dem endnu. Og så skal vi lave grønne marcipankugler og rulle dem i kokos. Det kunne du jo så godt lide.

Alle spørger, hvor vores pige er blevet af, og vi siger, at hun er på sanatorium, der er så mange, der har svage lunger nu om dage. Luftforurening, udslip fra de høje fabriksskorstene… Men far tror, at al den hosten er et tegn på, at krigen nærmer sig. Det er ligesom med skolebørnene, der får lus igen. Først kommer lusene, så kommer russerne. Ja, selv i Schweiz. Nåh da, siger folk og gaber. At simple folk som os ville have råd til at sende vores skattebasse til Alperne, overgår deres forstand. Når du kommer hjem, skal du have æg hver dag, så du kan blive rødmosset og frisk igen, for selvfølgelig må du være syg på en eller anden måde, hvis du bare tager af sted, når du kun er bedt om at gå på indkøb. Jeg skrev sådan en fin seddel med alt det, du skulle købe, med bolsjer til dig selv, og du kom ikke tilbage. Havde vi vidst det, far og jeg, var vi selv gået på indkøb og havde sørget for, at du blev hjemme. Jeg bliver så ked af det, når jeg tænker på min lille pige med den lille taske, der forsvandt i kurven, og siden dengang ved man ikke en gang, om hun lever. Er du ikke mors pige mere? Hvem er du så?

Sådan nogle breve gør mig urolig. Dagen lang går jeg rundt og tror, at jeg har tuberkulose. Hvorfor vil de gøre mig bekymret? Sådan var det fra starten.

Hvorfor skriver de ikke noget muntert i stedet for og fortæller om katten, hvordan den har det. Jo, vi havde en kat, og det var ikke let at forlade den, men den, der vil udvandre, må være forberedt på visse ofre. Jeg kunne ikke tage ham med, fordi han nægter at sidde i både kurv og taske, og så havde han sine vaner, der ikke kan ændres. Frisk fisk om fredagen. Natlig eskapade om lørdagen. En lur hele søndagen. En rotte i munden om mandagen. Om tirsdagen river vi lænestolen i stykker. Onsdag er fuglenes dag. Torsdag spiser jeg lever. Det var en viljestærk kat. Mine forældre forekom mig altid vage som personligheder og ligesom handlingslammede. Jeg ved ikke, om det er på grund af min fødsel, at de er blevet sådan. Jeg har læst, at det er et chok for to mennesker, når et tredje dukker op fra den rene intethed og bare skriger. Jeg skreg ganske vidst mindst muligt, for jeg forstod deres forbavselse, at de havde brug for tid til at vænne sig. I stedet prøvede jeg at se på dem med et blik, der skulle få dem til at forstå, hvad jeg mente. Indimellem lykkedes det, og de kom med saftevand og vælling eller lagde tæppet over mig, eller hvad det nu var for beskedne ønskemål, jeg havde. Men som regel lykkedes det slet ikke. De lo bare og nev mig i kinden. Det var nok allerede dengang, efter et af de små niv, at jeg besluttede mig for at klare mig selv så hurtigt som muligt.

Jeg husker så godt den dag, hvor jeg skulle ud for at købe ind for første gang. Stor pige, sagde de og tog et billede af mig, hvor jeg stod med den lille taske iført bisam-pelsen, der var syet sammen af reststykker, og de små filtsko. Der var femhundrede meter til købmanden, og jeg var nervøs, for jeg vidste, at Paris lå i den anden ende af verden.

Oversat fra svensk af Viveca Tallgren