Politiken, 8.11.2006 

”Hvilket kort passer bedst på dig?” er titlen på en dybt foruroligende artikel 5.11.06 i Politiken om et forsøg på at komme den udbredte mobning i skolerne til livs med psykoterapeutiske metoder.

At folkeskolelærere uden nogen psykologisk uddannelse får frit spil til at bruge den slags metoder på børn forekommer ganske uansvarligt, ikke mindst med tanke på, at den slags metoder kræver stor psykologisk professionalisme på området. Psykoterapi er ikke bare en ”leg”, man presser ned over en flok forsvarsløse skolebørn. Det drejer sig her om et kortspil, hvor børnene sidder i rundkreds og trækker på skift et kort med forskellige udsagn  – eksempelvis ”Du er sjov at drille” – som de så giver til den, de synes det passer bedst på.

Opfinderen af spillet hævder, at ”der er mange, som bruger det på en god måde”, men kender også kritikken: at det kan sætte negative stempler på børn og give meget dårlige oplevelser. ”Sådan vil det altid være. Nogle synes om det, og andre gør ikke,” er hans svar.

Nogle forældre har været nødt til at flytte deres børn til en anden skole, fordi deres børn havde så dårlige oplevelser med spillet, men tilhængerne forsvarer sig med et ”Velkommen til 2006”.

Men hvad er det for værdier man fremelsker med sådan et spil? Og hvad med de børn, som går ned på sådan en ”leg”? Er det blot deres egen skyld, at de har svært ved at tilpasse sig det givne normsystem? Og hvem siger, at det givne normsystem er det rette? Livet kan ikke blot puttes på formel og mennesker heller ikke i kasser med hver sin etiket på. Vi er mere komplekse end som så, og med hver vores forudsætninger og baggrund. Nogle har allerede i en ung alder fået sår på sjælen, som de ikke bare kan krænge ud over for en flok klasse- eller arbejdskammerater.

Af samme grund kan ovennævnte kortspil være en yderst traumatisk oplevelse, ikke mindst for et barn. Psykoterapi er mig bekendt noget man selv har lov til at vælge, om man vil gå til og ikke noget man skal tvinges til.

I dagens Danmark synes der måske som et modstykke til den udbredte individualisme at være et større behov for et fælles sæt normer for, hvordan vi behandler hinanden både i skolen og på arbejdspladsen, for normer om også at respektere dem, der er anderledes end os selv. Sidstnævnte synes i disse tider at være en af de vanskeligste udfordringer. Velkommen til 2006.

 

Viveca Tallgren, cand.phil