Hvad gør et menneske til en myte ? Og holder myten for en nærmere undersøgelse. Fire eksempler på argentinske mytefigurer.
Publiceret i Information, 23.2.2009
Troen på idoler og myter kan hæmme individets bevidsthed om frihed og ansvar for egen skæbne og dermed bane vejen for autoritære regimer, siger den argentinske forfatter Juan José Sebreli (f. 1930) i sit nye prisbelønnede essay “Comediantes y mártires” (Komedianter og martyrer).
Bogen er et opgør med vor tids mytedyrkelse med udgangspunkt i fire argentinske mytefigurer, der har opnået international berømmelse: tangosangeren Carlos Gardel, præsidentfruen Evita Perón, revolutionshelten Che Guevara og fodboldikonet Diego Maradona.
Myter opstår som et behov i en given tidsalder og afspejler længsler og drømme i befolkningen, som projiceres ud på den mytebærende figur. Ikke sjældent opstår de også som rene tilfældigheder. Var Che Guevara f.eks. blevet den revolutionære heltefigur, han er i dag, hvis han ikke havde mødt Fidel Castro? spørger Sebreli.
Carlos Gardel, der er den mindst aktuelle af de fire argentinske myteskikkelser, spillede en vigtig rolle for kanoniseringen af tangosangen. I en ung nation som Argentina med en stor europæisk immigranttilstrømning har der været behov for at styrke den nationale identitet med helte og myter .
Gardel var både elsket og beundret og det var ikke alene på grund af hans kunstneriske evner, men også fordi han havde noget den jævne argentiner kunne identificere sig med: han var både immigrant og kom fra ydmyge kår. Hans pludselige død i et flystyrt i 1935 bidrog til at stadfæste hans sekulære ‘martyrium’ og hermed hans status som myte .
I dag er myten Gardel dog ved at degradere til en kulørt turistattraktion. Selv om tangoen har fået en revival er det dog ikke Gardel, man oftest hører på de mange dansesteder. Til gengæld sørger turistindustrien for at holde liv i myten . Et besøg på hans gravsted på Chacarita-kirkegården i Buenos Aires, hvor han i form af en bronzestatue står og ryger en cigaret, er et must for turisterne. I Buenos Aires’ gamle tangokvarterer, hænger der billeder af den evigt smilende sanger ulasteligt klædt i jakkesæt og skinnende brillantinehår, som en reminiscens af det som en gang var tangoens arnested.
Skuespilleren Evita Peróns vej mod berømmelsen er et sandt Askepoteventyr om den fattige provinspige, der ender som præsidentfrue og tiljublet politisk leder – en drøm, der har appelleret til Argentinas ubemidlede masser, som hun hævdede at være beskytter af.
Evita Peron
Men Sebrelis ærinde er som sagt ikke at opretholde myterne men at pille dem ned, og af samme grund er det ham magtpåliggende også at vise bagsiden af medaljen: at de mytebærende personer i lighed med alle os andre dødelige også har fejl – fejl som i deres tilfælde måske kan forekomme forbløffende med tanke på den guddommeliggørelse de har været og stadig er genstand for.
På Evita-museet i Buenos Aires kan man se præsidentfruens kostbare kjoler fra parisiske modehuse, hvilket i sig selv er en absurd kontrast til hendes erklærede mål om at være arbejdernes og de fattiges beskytter. Men hendes dyre look, har de jublende masser måske blot set som en sejr over den sociale stigmatisering?
I Sebrelis veldokumenterede beskrivelse fremstår Evita, bag den royale facade som en kold og enerådende kvinde, med autoritære og undertiden diktatoriske tilbøjeligheder. Med hård hånd sørgede hun for at spolere karrieren for enhver mulig konkurrent af hendes eget køn, der risikerede at stjæle billedet fra hende selv.
Denne ‘arbejdernes beskytter’ havde ifølge Sebreli heller ikke som mål at styrke fagbevægelsen, men snarere at tæmme den og eliminerede de mest selvstændige ledere for derefter at erstatte dem med andre mere ydmyge af slagsen.
For præsidentparret Perón har selv sensualiteten måttet vige for magtambitionerne. Men også Evita selv blev brugt som en brik i et politisk magtspil. Hun fik i datidens patriarkalske samfund en rolle som kvindelig politisk leder, en rolle som den gang var unik, men som i vores ligestillingssamfund næppe ville være myteskabende.
I vor tid har alskens brancher brugt hendes livshistorie, som er udødeliggjort i bøger og blade, musicals og film, ja selv af mode- og kosmetikbranchen, som måske, når det kom til stykket, også mere var hendes felt end rollen som arbejdernes beskytter.
Che Guevara
Også for myten Che Guevara har de historiske omstændigheder været gunstige. Han endte sit liv for soldaternes kugler i Bolivias jungle kun ét år før udbruddet at 68-oprøret, hvis tilhængere gjorde ham til et yndet ikon. Lige siden er han blevet hyldet og idealiseret i alle tænkelige versioner på plakater, T-shirts, tatoveringer m.m. Efter årtusindskiftet er hans livshistorie blevet genstand for en fornyet interesse i bl.a. to store filmatiseringer: Walter Salles’ Motorcykeldagbog fra 2004 og Steven Soderberghs film Che, som havde premiere i januar i år.
Che stammede fra et velstående bohememiljø. Familiens omskiftelige tilværelse og faderens hyppige fravær, forklarer Sebreli som en årsag til hans rodløshed og oprørstrang.
Motivationen for at deltage i den revolutionære kamp mod Batista-regimet på Cuba forklares i bogen snarere som en eventyrtrang end et udtryk for egentlig idealisme. I forhold til den pragmatiske Castro har Che været en romantisk eventyrer, der mere var draget af kampens hede end nogen egentlig politisk ideologi. Han deltog efter sigende heller ikke i politiske diskussioner. Krigsliderlig var han til gengæld med adskillige drab på samvittigheden, og efter revolutionens sejr forestod han massehenrettelser af modstandere, der aldrig fik nogen forudgående rettergang. Ikke uden en vis ironi skriver Sebreli, at når den cubanske revolution var overstået og de hårde administrative opgaver ventede på at blive løst, var Che over alle bjerge på vej mod nye eventyr i Bolivias jungle, der blev hans skæbnesvangre endeligt. Af de samme bønder, som angav Che, blev han bagefter tilbedt som san Ernesto – en slags helgenstatus man i denne egn af Bolivia traditionelt tillægger dem, der dør unge og på tragisk vis, skriver Sebreli. I den rigeste del af verden blev han til gengæld hyldet af unge fra middel- og overklassen som et ikon for ungdomsoprøret.
Diego Maradona
En lige så modsigelsesfyldt figur synes fodboldikonet Maradona også at være.
Han er blevet sammenlignet med både Kristus, Odysseus, jomfru Maria, Napoleon og Mick Jagger. Men hans mange lyssky forbindelser med bl.a. den napolitanske mafia, hans doping og forbrug af kokain står i skærende kontrast til den helgenglorie man ynder at give ham.
Verdens bedste fodboldspiller blev han kaldt, men ifølge Sebreli er det en sandhed med modifikationer, selv om han scorede mange mål. Sebreli ser det mere som en status som både den napolitanske mafia og den folkelig argentinske nationalbevidsthed gerne ville give ham.
Maradona gjorde karriere i globaliseringens tidsalder og hele verden har set ham score mål på fjernsynet. Og når først den position var vundet, kunne han ifølge Sebreli fortsætte som ‘showman’ også længe efter, at han holdt op med at spille fodbold.
Ligesom Evita kom Maradona også fra ydmyge kår og er erklæret venstreorienteret, selv om heller ikke han har kunnet modstå fristelsen til at eskalere i ekstremt luksusforbrug.
Sebreli minder også om, at Maradonas venskab med Fidel Castro ikke var stærkere, end at han senere opportunt også lod sig bruge som ikon både af den argentinske militærjunta og den senere præsident Menem, der var erklæret modstander af Castro. I den aktuelle film om Maradona viser instruktøren Kosturica også, hvordan populistiske ledere som Hugo Chavez og Evo Morales har brugt fodboldikonet i deres politiske kampagner.
Hans storforbrug af kokain antyder måske også, at rollen som en forgudet myte , når det kommer til stykket, alligevel ikke er så attraktiv.
Samlet synes beskrivelsen af de fire myter at bekræfte menneskets forblindelse og tilbøjelighed til kritikløst at hoppe med på en hvilken som helst massedyrkelse uden at stille krav om hverken etiske eller æstetiske kvaliteter hos den udkårede myte . Eller som Sebreli skriver:
“Man narrer kun dem, der er modtagelige for at blive narret.”
Viveca Tallgren er cand.phil. i spansk og freelance journalist