Publiceret i Weekendavisen, Debat, 25.10.2013
Museet Arken er aktuelt med en udstil ling om kunstnerinden frida Kahlo, som synes at være et trækplaster på linje med picasso på verdens kunstmuseer. Der er skrevet metervis af bøger om Kahlo, de fleste af populærvidenskabeligt tilsnit, hvor kunstnerinden oftest lovprises til skyerne. Når jeg føler trang til at gribe til pennen, er det især dyrkelsen og ophøjelsen, jeg har i kikkerten. På Arkens hjemmeside beskrives Frida Kahlo eksempelvis som »en enestående kunstner og en power woman«, som »indbegrebet af en stærk og selvstændig kvinde og en inspirerende rollemodel« og som en kvinde, »der rejser eksisten tielle spørgsmål«.
Arkens lovord er dog intet imod den kult Kahlos person er genstand for i hendes hjemland Mexico. Her taler man ligefrem om en sekulær kanonisering af kunstnerinden, der både har fået helgenstatus som Santa Frida og er genstand for en mere poppet kultform, Fridamania, der afbilder hende på tshirts, tekrus og så videre.
Frida Kahlo havde ikke noget let liv. Hun var som barn ramt af polio med den følge, at hendes ene ben blev lidt kortere end det andet. Senere kom hun ud for en alvorlig trafikulykke, som beskadigede hendes rygsøjle og gav hende store lidelser resten af livet. Hun blev gift med den kendte mexicanske maler Diego Rivera, og parret havde et stormfuldt ægteskab med en lang række utroskaber. De blev skilt og gift igen, og deres samliv gav rigeligt med stof til sladdervorne skribenter.
Efter Kahlos død i 1954 var hun en glemt figur i kunstkredse, indtil 70’ernes feministiske kunstnere og kunsthistorikere i USA genopdagede hende. I løbet af 80’erne voksede interessen omkring hende i en sådan grad, at et af hendes selvportrætter fra 1929 blev solgt for fem millioner dollars på en kunstauktion. I dag tiltrækker udstillinger med hendes kunstværker strømme af tilskuere, ofte med køer langt ud på gaden.
Men hvorfor denne guddommelige ophøjelse af netop Frida Kahlo? Hvorfor tiltrækker eksempelvis den surrealistiske italienskargentinske kunstnerinde Leonor Fini (190796), hvis billeder jeg personlig finder langt mere talentfulde og interessante, ikke lige så mange tilskuere?
Det gælder såvel den aktuelle Arken udstilling som andre udstillinger og omtaler af Kahlo, at det er hendes dramatiske livshistorie (lidelser, jalousi og utroskaber) og hendes frappante ydre (sammenvoksende øjenbryn, indianske gevandter og elegante håropsætninger) i kombination, som synes at være det egentlige trækplaster. Det biografiske stof fylder generelt uforholdsmæssigt meget i forhold til selve kunstværkerne, og på Arkenudstillingen synes især utroskaberne at få en central placering.
Kahlos kunstværker er for de flestes vedkommende selvbiografiske og afspejler, undertiden med en lidt villet symbolik, såvel hendes fysiske lidelser som hendes forhold til Diego Rivera, som jo også indebar lidelser. måske er det den offerrolle, hun synes at placere sig i, som især får kvinder til at identificere sig med eller falde i svime over hende. men har hun virkelig fortjent at være den rollemodel for kvinder, som hun ophøjes til? Hvad er det i så fald for egenskaber, der giver anledning til en sådan ophøjelse?
Såvel Frida som manden Diego forekommer næsten infantile såvel i deres narcissisme som i deres talrige utroskabsaffærer. Frida poserede gerne i indianske dragter, men om hun egentlig har bidraget med anden form for solidaritet med sit lands indfødte og undertrykte befolkning, fortæller historien ikke noget om.
Når en kvinde som Frida Kahlo både ophøjes til feministisk rollemodel, power woman og sekulær helgenfigur afspejler det måske snarere hendes kvindelige beundreres egne drømme og længsler, som de projicerer ud på ikonet.